Ugens Aarhushistorie: Andelsmejeriet genoplivede landsbyfælleskabet i Lisbjerg
Lisbjerg er under udvikling, og der bygges nyt. Vi spørger: Hvad har samlet Lisbjerg gennem tiden?
Dette spørgsmål er udgangspunktet for en ny kultur- og lokalhistorisk udstilling udarbejdet af Bystrategi, Teknik og Miljø i samarbejde med Aarhus Stadsarkiv og Moesgård Museum. Udstillingen opstilles i Lisbjerg Infohus og fortæller historien om det tidligste Lisbjerg op til i dag. Udstillingen åbner d. 24. maj kl. 14, og alle er inviteret til åbningen, hvor der er forskellige historiske indslag, og der tændes op i grillen.
Billede: Luftfotografi af Lisbjerg set fra sydøst i midten af 1970’erne. Fotograf Jens Kjeldsen, 1974, Aarhus Stadsarkiv.
Fakta om udstillingen Hvad har samlet Lisbjerg gennem tiden? :
Åbningsdato: 24/5/2024 kl. 14-17:30
Placering: Lisbjerg Infohus.
Adresse: Elmehøjen 21, 8200 Aarhus N.
Gratis adgang i åbningstider.
I dag er Lisbjerg en mindre forstad til Aarhus, men engang var den hjemsted for en af vikingetidens stormænd. En ny udstilling, udviklet af Bystrategi, Teknik og Miljø, tager dig med på rejsen fra Lisbjergs ældste historie som en lille vandrelandsby helt op til i dag med det store forbrændingsværk.
Fremskridt
I slutningen af 1700-tallet blev indført en række landboreformer, der ikke kun ændrede Lisbjergs historie, men hele landets historie markant. Reformerne banede vejen for større og mere selvstændige landbrug – og dermed et farvel til det solidariske landsbyfællesskab, der havde eksisteret i århundrede. Samtidig gjorde store teknologiske og videnskabelige fremskridt gårdenes produktion mere strømlinet.
1800-tallet blev indledt med Napoleonskrigene, hvor Danmark endte på den tabende side. Men herefter bød det nye århundrede på en national tilbagegang med både økonomisk og politisk uro. Fra midten af 1800-tallet gik landbruget ind i en hidtil uset opgangsperiode. Nye maskiner, redskaber og ikke mindst infrastruktur såsom nye vejanlæg og jernbanen muliggjorde både større produktion og ikke mindst eksport.
Fremgangen kom også til udtryk i det fysiske landsbymiljø, hvor mange af de gamle gårde blev moderniseret med nye stuehuse, avlsbygninger og sågar prydhaver.
Industrilandsbyen
Den forbedrede infrastruktur ved Lisbjerg bestod især af anlæggelsen af Randersvej i 1849. Randersvej var et led i en større nationalpolitisk indsats med at forbinde og modernisere sammenhængen mellem de danske købstæder. Rundt om i hele kongeriget blev de såkaldte chausséer anlagt mellem de større byer og havne – en ny type hovedvej, som i dag stadig tegner forbindelser mellem de største danske byer.
Ved Lisbjerg havde den gamle landevej mellem Aarhus og Lisbjerg snoet sig op ad bakken forbi de sydlige møller, over Egåen ved den gamle Gråmølle Bro op til Lisbjerg Kirke og fortepladsen. Den nye chaussévej mellem Aarhus og Randers blev derimod trukket i nærmest lige linje mellem de to købstæder, uden den store skelen eller hensyntagen til de naturlige rammer.
Nu måtte naturen vige for fremskridtet. Det betød også, at landsbyen Lisbjerg blev skåret midt over af den nye landevej. Et par af de gamle gårde måtte lade livet i denne sammenhæng, ligesom landsbyens samlingspunkt, forten, også blev skåret midt over.
I kølvandet på den forbedrede infrastruktur til og fra Lisbjerg kom nye erhverv og flere indbyggere. Hvor Lisbjerg tidligere havde været nærmest selvforsynende på alle områder, kunne håndværkere som karetmagere, skomagere og kræmmere nu slå sig ned og afsætte til de større eksportlandbrug på disse områder. Samtidigt kunne også købmænd, isenkræmmere og en kro servicere dels de rejsende og de lokale handlende. Samlet set gav det gårdene i Lisbjerg bedre vilkår, og landbruget fik et større afkast. Det gav på den anden side også en endnu stærkere trafik gennem byen.
Andelsmejeriet
Som kulmination på Lisbjergs udnyttelse af den nye hovedvej blev der i 1887 stiftet et andelsmejeri i Lisbjerg af nogle af egnens større gårdejere. Gårdene havde som de fleste andre gårde i Danmark lagt deres produktion om. Vægten blev nu lagt på dyrehold, og produktionen af mejerivarer steg betydeligt på egnen. Gennem andelsbevægelsen blev landsbyfællesskabet genoplivet i en ny foreningsform, hvor gårdejerne lettere kunne udnytte de nye industrielle fremgangsmåder inden for fødevareproduktion.
Da man skulle vælge mejeriets placering, var det derfor også oplagt at placere det på den gamle forteplads. Her lå i forvejen andre fællesinstitutioner såsom den gamle landsbyskole. Vigtigst var dog, at infrastrukturen var optimal, da den nye landevej løb lige forbi.
Den primære produktion bestod i drikkeklar mælk og flødeproduktion; om sommeren også osteproduktion. Mejeriets produktion voksede hurtigt, og allerede i 1910’erne måtte mejeriet udvide. Her blev det meste af det resterende forteareal inddraget til et nyt garageanlæg for mejeriets lastvogne. Græsset på forten blev efterhånden erstattet af grus.
Forretningen i den lille industrilandsby var faktisk så god, at mejeriet blev et af egnens største. Så stort, at det store aarhusianske mejeri Vesterbro i 1960’erne opkøbte Lisbjerg Andelsmejeri for at udjævne konkurrencen. Selvom mejeriet lukkede før det nåede sin 100-års fødselsdag, var det alligevel det vigtigste samlingspunkt for en generation i Lisbjerg.
Billede: Gammelgaard midt i Lisbjerg by i skidt forfatning. Landbruget var i begyndelse af 1960'erne på stærkt tilbagetog i Lisbjerg. Luftfoto: Sylvest Jensen 1968, Det Kongelige Bibliotek.